Forside » Spar energi

Isolering af loft – energiøkonomisk tænkning

9 august 2010 1 kommentar

Isolering af loft, billedkilde: guiden.rockwool.dk

Forbered dig allerede nu på fremtiden og begynd at efterisolere dit hus, hvor du har mulighed for det – start for eksempel med loftet. Energiforbedringer på huset er virkelig en investering, der kan betale sig – ikke nok med, at du udleder væsentligt mindre CO2 ved at isolere, du sparer også rigtig mange penge på varmeregningen, fordi huset holder bedre på varmen. I det hele taget kommer der varmere overflader og mindre træk, og det vil resultere i øget komfort og meget bedre indeklima. Dertil kommer, at isolering af loft ganske enkelt forøger husets værdi.

Sådan isolerer du dit loft

Når du går i gang med at isolere er der nogle grundlæggende regler, som absolut bør følges. Først og fremmest skal du tjekke for fugtskader og råd i tagkonstruktion samt loft, og eventuelle skader udbedres, inden du påbegynder isolering af loftet. Er dele af den eksisterende isolering ødelagt eller nedtrådt, udskiftes denne, men vær opmærksom på, om den slutter tæt i samlinger og mod tagkonstruktionen. Hvis tagbelægningen er utæt skal den også repareres, og ved udskiftning eller etablering af nyt tag kan det være en fordel at udføre arbejdet samtidigt med, at du isolerer loftet, da det kan være nemmere at komme til isoleringen, når taget er åbent. Under alle omstændigheder bør loftet altid efterisoleres, hvis tagbelægningen skiftes.



Særlige forholdsregler ved isolering af loft

Under arbejdet er det vigtigt at bære handsker og åndedrætsværn og have en langærmet trøje på, der slutter tæt til i ærmerne og ved halsen. Hvis loftets isolering er mindre end 250 mm, bør loftet efterisoleres for at følge anbefalingerne om minimum at have 300 mm isolering, og for at tilpasse sig det mere fremtidssikrede lavenerginiveau skal du op på 400 mm. Inden renoveringen skal du undersøge, om der ligger en dampspærre under det nederste lag isolering på loftet, og det kræver omhyggelighed at isolere godt. Tætte samlinger er alfa omega for et vellykket projekt, fordi man ellers danner kuldebroer, hvor varmen kan stige op igennem isoleringen, og der må heller ikke være samlinger over spærene på loftet. Når du efterisolerer skal gangbroer hæves, så de svarer til den nye isoleringstykkelse. Det er et krav, at der er en gangbro fra loftslem til alle relevante steder på loftet og på langs af tagrummet for at give adgang til inspektion og vedligeholdelse af taget.



Tags:

1 kommentar »

Skriv din kommentar.

Du skal være logged ind for at skrive en kommentar.